Socialdemokratiet tager ansvar
Vi tager ansvar for alt det nære, der berører dig som borger i hverdagen. Og vi tager det samlede ansvar for Ishøj kommune, og det gør vi sammen med vores samarbejdspartnere i Ishøj byråd.
Fremtidens velfærd forudsætter en økonomisk robust kommune. Derfor tager Socialdemokratiet i Ishøj ansvar for kommunens samlede økonomi – også når der skal træffes vanskelige beslutninger.
Alle kommuner er underlagt stram økonomistyring fra Staten, det betyder i praksis, at vi ikke altid kan bruge lige så mange penge på velfærd, som vi gerne vil. For at skabe et fremtidigt økonomisk råderum, er vi lige nu i gang med at nedbringe Ishøj kommunes gæld. Det betyder at vi efterlader en mere økonomisk robust kommune til fremtidens generationer.
Vi tager også ansvar for den grønne omstilling. Vi har blandt andet besluttet en plan for biodiversitet, vi har en klimahandleplan og vi er i gang med at udarbejde en støjhandleplan. Og der følger penge med til nye initiativer hvert år! Målet er en grønnere og mere bæredygtig kommune til fremtidens generationer.
Ishøj kommune bygger på fællesskaber. Derfor investerer vi også i fremtidens fællesskaber – blandt andet i samarbejde med Nordea fonden og Center for sundt liv og trivsel. Begge samarbejdspartnere har givet betragtelig fondsstøtte til Ishøj kommunes fortsatte arbejde med sundhed og trivsel.
Jeg håber du har lyst til at være en del af vores socialdemokratiske fællesskab her i Ishøj.
Merete Amdisen, Borgmester i Ishøj – Maj 2024
Partiforeningen blev stiftet i 1911.
Siden 1970 har socialdemokraterne stået i spidsen for Ishøj Kommune
Kontakt webmaster: webmaster@s-ishoj.dk